Entertainment 4 you

Anmeldelser

Stand-up DVD'er - Spil - Serier - Musik DVD - Koncerter - Film - Bøger - Album -

Del Rey, Lana: Born To Die

Lana Del Rey er en 25-årig sangerinde fra New York, der med albummet Born To Die er kommet på alles læber. Ikke mindst på grund af første singlen Video Games, som eftersigende stadig kan få hende til at græde når hun synger den. Hendes stil kan vel bedst beskrives som tilbagelænet og dekadent. Hun har en stor stemme, der klarer både de lyse toner og de mørke toner uden problemer. Hendes musik er skabt til mørke aftener i dystre klubber med masser af røg og skumle typer. Nogle har sammenlignet Del Rey med Nancy Sinatra, men jeg kommer til at mindes Julee Cruise når jeg lytter til Born To Die. Selvom størstedelen af albummet består af numre, som foregår i et yderst lavt tempo, så er der et nummer som Diet Mountain Dew, hvor der trods er et tempo som bevæger sig ud af det søvndyssende. Del Reys musik og tekster er ikke sådan lige til at gå til. Det her er pop til den eftertænksomme lytter. Der er noget dejligt dragende over hendes stemme, men samtidig kan det blive noget trættende at lytte til Born To Die fordi det hele netop foregår i et meget lavt tempo. Albummet lever ikke helt op til den enorme hype, der har været skabt omkring Del Rey, men man kan ikke komme udenom at hun i en tid hvor det mest handler om hårde beats og bar hud skinner godt igennem og især numre som Million Dollar Man, Video Games og This Is What Makes Us Girls er værd at lytte til.

Nyheds kategori: Album

2012-02-03 13:47:32

Hart, John: Jernhuset

Michael ved, at der kommer en dag, hvor alting bliver anderledes. Og at den er kommet nu. Hans elskede Elena er gravid, han har malet børneværelset gult som solen, og han er ikke et sekund i tvivl om, at han har valgt rigtigt. Men inden han for altid lukker døren til sin tvivlsomme fortid, må han sige farvel til den døende gamle mand, der tog sig af ham, da han lå i rendestenen, og som gennem årene er blevet hans skæbne og det nærmeste han nogensinde er kommet den familie, han altid har savnet. Men New Yorks underverden vil ikke tillade Michael en stille exit: Han skal bøde for fortidens synder, og hans tidligere venner og sammensvorne gør alt, hvad der står i deres magt for at forpurre hans planer om en lykkelig fremtid med Elena og om en genforening med Julian den bror, som Michael sidst så treogtyve år tidligere på børnehjemmet Jernhuset. At John Hart er en god forfatter fandt jeg ud af da jeg læste Det Sidste Barn, så jeg må indrømme at jeg åbnede Jernhuset med noget store forventninger. Og jeg blev skuffet. Jernhuset starter meget langsomt og noget rodet og derfor er det en svær begyndelse på en ret så tyk bog som man havde store forventninger til. Holder du dog ud og kæmper dig igennem denne svære start så udfolder der sig en helt utrolig god historie og kampen gennem starten er virkelig det hele værd. Det er en kringlet og hård historie Michael bærer rundt på og Hart fører os med rundt med sikker hånd. Han skriver i et dejligt sprog fyldt med finurlige metaforer, som man til tider smiler lidt af. Jernhuset er den type bog, der når man først er kommet i gang med den har meget svært ved at lægge fra sig, men det tager altså lidt tid at nå dertil.

Nyheds kategori: Bøger

2012-02-03 13:41:56

Headhunterne

I Headhunterne er Roger (Aksel Hennie) en charmerende svindler, kunst-tyv og Norges mest succesfulde headhunter. Han har tilsyneladende alt og er gift med den smukke galleriejer Diana (Synnøve Macody Lund). Diana præsenterer Roger for Clas Greve (Nikolaj Coster-Waldau), der ikke bare den perfekte kandidat til enhver topstilling - han er også i besiddelse af et nærmest uvurderligt Rubens-maleri. Roger øjner chancen for med ét at blive sine økonomiske problemer kvit – og begiver sig ud på sit største kup. Indbruddet hos Greve går problemfrit, men på vej ud opdager Roger noget, der gør, at det snart er ham selv, der bliver jagtet. Man kan ikke gå helt galt i byen når man baserer sin film på en roman af Jo Nesbø, som uden tvivl er en af Norges stærkeste nutidige forfattere. Så Headhunterne er sikret en rigtig god historie fra start. Og den er vældig godt filmatiseret. Aksel Hennie er velvalgt som undermåleren Roger, der satser alt og mildt sagt ender midt i noget værre lort. Nikolaj Coster-Waldau er fin som filmens skurk og det er i det hele en ganske vellykket norsk produktion. Personligt står jeg dog lidt af i film når man som her for eksempel placerer filmens ”helt” midt i en allerhelvedes voldsom bilulykke som han formår at forlade i live og i ret så god behold når man tænker på at alle de andre i bilen er smadret så voldsomt at blodet flyder over det hele. Den slags irriterer mig for ja selvom den slags skam også sker i virkeligheden så kunne man have gjort det lidt mere troværdigt. Der er dog ikke noget der mangler i armbevægelser i Headhunterne og filmen sparker ganske godt røv og kan sagtens kæmpe overfor de bedste amerikanske actionthrillere for den har det mest vigtige i en film: En fed historie.

Nyheds kategori: Film

2012-01-29 17:43:42

Moe, Joey: Huset, Nakskov, 29/1-2012

Klokken var kun lidt over 15 på en søndag, da Joey Moe gik på scenen i Huset i Nakskov for at give sin anden udsolgte koncert her. Publikum bestod af alt lige fra de helt små børn på kun 4 og op til de voksne danseglade kvinder og mænd i 40erne. På trods af dette mildt sagt elendige tidspunkt så spillede Moe og hans band straks op til fest. Settet bestod af en god blanding af hans nye og gamle numre, men desværre virkede nogle af dem noget forkortede og blæste forbi alt for hurtigt til at man rigtig kunne finde ind i dem. Kan godt være at Moe er mest kendt for hårde dansebeats i numre som Yo Yo og Jorden Er Giftig, men at han i forhold til en stor del af hans konkurrenter i den genre rent faktisk kan synge fik vi masser af beviser for. Og så er fyren jo en storsmilende charmør som har masser af historier han gerne vil fortælle om sine sange. Hans band virkede mest som en samling gode kammerater og i det hele taget havde koncerten en stemning af legestue, som man kun oplever det på et lille spillested, hvor musikerne slapper mere af fordi det ikke er så tight en produktion. Desværre varede koncerten kun små 45 minutter, hvilket man må sige er lige lovlig kort når der her trods alt er tale om en sanger, der har flere albums bag sig og som sagtens kunne have lavet en koncert i fornuftig længde. Fyren har jo et ganske fint bagkatalog som han kun tog hitsene fra i stedet for at have givet os numre som Skål, Når Godt Ikke Er Godt Nok og Rumraket, men dejligt var det at genhøre Miss Copenhagen og My Last Serenade, hvis han så kan lære at lade være med at amputere flere af sine sange, så kan Joey Moe meget vel ende med at levere nogle helt utrolige koncerter. Som det er nu bærer det hele lidt præg af for mange besøg på diskoteker, hvor man kun lige har tid til det allermest nødvendige. Koncerten blev rundet smukt af til tonerne af Skakmat med den lille finte at da det hele var slut og folk råbte på et ekstra nummer dukkede han op inde i selve salen på gulvet hvor han stod og sang mellem publikum. Det er noget der tager kegler.

Nyheds kategori: Koncerter

2012-01-29 17:13:22

Bora Bora

Mia (Sarah-Sofie Boussnina) får sit livs eventyr, da hun løber hjemmefra for at slutte sig til en gruppe unge lommetyve. Hun forelsker sig i den charmerende Zack (Janus Dissing Rathke) og lærer alle hans vilde tricks. Mia og Zack nyder den forbudte kærlighed og det frie liv på gaden. Men alt forandrer sig, da gruppens dronning stikker af med pengene og vil have Zack med til Bora Bora. Mia må gøre op med sig selv, om hun vil løbe væk eller kæmpe for dét, hun tror på. Den bedste måde jeg kan beskrive Bora Bora på er at kalde den en dansk Disney Channel film. Filmen handler om en ung pige, der løber hjemmefra og bliver venner med en gruppe lommetyve og hvert andet øjeblik bryder de medvirkende fuldstændig umotiveret ud i sang uden at det har noget med historien at gøre. Ikke lige min type film. Især ikke når det er så tydeligt at sangene er indspillet i et lydtæt studie og derfor fuldstændig mangler den baggrundsstøj som er der i resten af scenen, hvor de medvirkende blot taler normalt. Inden jeg satte mig ned for at se filmen havde jeg dog godt på fornemmelsen at Bora Bora er en film som på ingen måde er møntet på en som jeg, men på et helt andet publikum. Derfor havde jeg allieret mig med en i filmens målgruppe og hun elskede filmen fra ende til anden. Så set i det lys må man sige at filmen rammer sit publikum godt og grundigt. Personligt vil jeg så sige at det virker ualmindelig forkert at lommetyvenes chef retfærdiggører deres kriminalitet med kommentaren om at den gamle dame de har bestjålet og som bliver stærkt berørt af det har tag over hovedet og derfor ikke har ret til at være ked af det fordi lommetyvene ikke har denne fordel. Dette forbliver uimodsagt og er et noget dårligt signal at sende til filmens målgruppe. Hovedrollen som Mia spilles af Sarah-Sofie Boussnina og selvom hun kæmper kan man ikke sige at hun lykkes helt med rollen. Janus Dissing Rathke har mere held med sin rolle som den charmerende tryllekunster/lommetyv Zack. Bora Bora er et spændende dansk projekt og det er dejligt at se at man tør prøve sig med denne type film her i landet også.

Nyheds kategori: Film

2012-01-18 08:58:11